Men overvejer at flytte bloggen - og MÅSKE endda - gi den et nyt navn. Men mere om det senere.
Der har været en million grunde til, at jeg ik har fået skrevet noget i så frygtelig lang tid.
Først var der jo dét med fødslen.
Og så var det altså, at jeg faldt med bette Sebastian i bæreselen og kom slemt til skade. Heldigvis kun jeg og ikke den stakkels lille fyr, som kun var 11 dage gammel da han fik sig den kæmpe forskrækkelse.
Jeg var heldigvis åndsnærværende nok til at "ta' fra" med armene, med det resultat at jeg havde begge arme totalt forslåede (og overhovedet ikke til at bruge) - begge knæ blodige og blå. Tog selvfølgelig på skadestuen og blev røntgenfotograferet på kryds og tværs. "Du har bare slået dig. Gå hjem og smør med salve!" var den melding jeg fik. Men efter at ha brokket mig utallige gange i løbet af den næste halvanden måned, henviste man mig til en røntgenspecialist og det viste sig altså at jeg havde brækket min venstre hånd flere steder. Endnu en henvisning til en håndkirurg og endnu et par uger senere fik jeg at vide, at det var for sent at gøre noget ved det og at jeg må lære at leve med smerterne!!! Hallo!!?!??!
Det er åbenbart "the way of life" i Schweiz men det er fandengaleme ikke en tilfredsstillende diagnose. Øv!!
Nå, men heldigvis kan jeg da sagtens bruge hånden og det et jo da det vigtigste!
Nå videre i fortællingen...
Jeg er lige pludselig mor til 3 og stresset til op over begge sokkeholdere! Emma e r begyndt i 0. Klasse og ska hentes og bringes ved og til skolebussen flere gange dagligt (hér kommer ungerne hjem til frokost) for jeg tør ikke lade tøsen krydse hovedvejen alene. Hvilket koster mig godt halvanden time dagligt, for der er lige de to små der osse skal gøres klar og gøres ved.. Gud fredsens!!
Nå! Men jeg kommer vel efter det igen?! Håber jeg! ;0)
Vi ses .... Måske! ;0)
tirsdag den 24. august 2010
Kommer langsomt på banen igen...
Men overvejer at flytte bloggen - og MÅSKE endda - gi den et nyt navn. Men mere om det senere.
Der har været en million grunde til, at jeg ik har fået skrevet noget i så frygtelig lang tid.
Først var der jo dét med fødslen.
Og så var det altså, at jeg faldt med bette Sebastian i bæreselen og kom slemt til skade. Heldigvis kun jeg og ikke den stakkels lille fyr, som kun var 11 dage gammel da han fik sig den kæmpe forskrækkelse.
Jeg var heldigvis åndsnærværende nok til at "ta' fra" med armene, med det resultat at jeg havde begge arme totalt forslåede (og overhovedet ikke til at bruge) - begge knæ blodige og blå. Tog selvfølgelig på skadestuen og blev røntgenfotograferet på kryds og tværs. "Du har bare slået dig. Gå hjem og smør med salve!" var den melding jeg fik. Men efter at ha brokket mig utallige gange i løbet af den næste halvanden måned, henviste man mig til en røntgenspecialist og det viste sig altså at jeg havde brækket min venstre hånd flere steder. Endnu en henvisning til en håndkirurg og endnu et par uger senere fik jeg at vide, at det var for sent at gøre noget ved det og at jeg må lære at leve med smerterne!!! Hallo!!?!??!
Det er åbenbart "the way of life" i Schweiz men det er fandengaleme ikke en tilfredsstillende diagnose. Øv!!
Nå, men heldigvis kan jeg da sagtens bruge hånden og det et jo da det vigtigste!
Nå videre i fortællingen...
Jeg er lige pludselig mor til 3 og stresset til op over begge sokkeholdere! Emma e r begyndt i 0. Klasse og ska hentes og bringes ved og til skolebussen flere gange dagligt (hér kommer ungerne hjem til frokost) for jeg tør ikke lade tøsen krydse hovedvejen alene. Hvilket koster mig godt halvanden time dagligt, for der er lige de to små der osse skal gøres klar og gøres ved.. Gud fredsens!!
Nå! Men jeg kommer vel efter det igen?! Håber jeg! ;0)
Vi ses .... Måske! ;0)
Der har været en million grunde til, at jeg ik har fået skrevet noget i så frygtelig lang tid.
Først var der jo dét med fødslen.
Og så var det altså, at jeg faldt med bette Sebastian i bæreselen og kom slemt til skade. Heldigvis kun jeg og ikke den stakkels lille fyr, som kun var 11 dage gammel da han fik sig den kæmpe forskrækkelse.
Jeg var heldigvis åndsnærværende nok til at "ta' fra" med armene, med det resultat at jeg havde begge arme totalt forslåede (og overhovedet ikke til at bruge) - begge knæ blodige og blå. Tog selvfølgelig på skadestuen og blev røntgenfotograferet på kryds og tværs. "Du har bare slået dig. Gå hjem og smør med salve!" var den melding jeg fik. Men efter at ha brokket mig utallige gange i løbet af den næste halvanden måned, henviste man mig til en røntgenspecialist og det viste sig altså at jeg havde brækket min venstre hånd flere steder. Endnu en henvisning til en håndkirurg og endnu et par uger senere fik jeg at vide, at det var for sent at gøre noget ved det og at jeg må lære at leve med smerterne!!! Hallo!!?!??!
Det er åbenbart "the way of life" i Schweiz men det er fandengaleme ikke en tilfredsstillende diagnose. Øv!!
Nå, men heldigvis kan jeg da sagtens bruge hånden og det et jo da det vigtigste!
Nå videre i fortællingen...
Jeg er lige pludselig mor til 3 og stresset til op over begge sokkeholdere! Emma e r begyndt i 0. Klasse og ska hentes og bringes ved og til skolebussen flere gange dagligt (hér kommer ungerne hjem til frokost) for jeg tør ikke lade tøsen krydse hovedvejen alene. Hvilket koster mig godt halvanden time dagligt, for der er lige de to små der osse skal gøres klar og gøres ved.. Gud fredsens!!
Nå! Men jeg kommer vel efter det igen?! Håber jeg! ;0)
Vi ses .... Måske! ;0)
Abonner på:
Opslag (Atom)